Ode er et særligt slags digt

Hvad er en ode? Dette ord havde oprindeligt en sådan mening: et lyrisk digt, udført af koret og til musikken. Odes i det antikke Grækenland blev ikke kendetegnet ved nogen særlig poetisk genre. Dette ord er oversat som "vers". Gamle forfattere opdelte dem i tre hovedkategorier: dans, beklagelig og laudatory. Ode er en form for tankegang, som ofte blev tiltrukket af sådanne strålende antikken som Pindar og Horace.

Den første skrev epikinii - laudatory sange til wrestlers,hvem vandt arenaen. Hovedopgaven for sådanne udtalte digte var at opretholde konkurrenternes moral. Deres egenskaber er en accentueret grandiloquence, højtidelighed og rig verbal udsmykning. Pindars ode er ofte et digt kompliceret til opfattelse, beriget af umotiverede associative overgange. Efter nogen tid blev denne slags digt blottet for denne særlige "veltalenhed" og blev betragtet som en lovende sang. Den romerske forfatter af Horace forlod endelig den "lyriske lidelse", der var karakteristisk for det græske pindars arbejde. Han skriver uden nogen grandiloquence, i en stil, der er forståelig for alle, nogle gange med en blanding af ironi. Hans digte er ofte rettet til en bestemt person. Det ser ud til, at dette er et forsøg på at overbevise nogen i en poetisk form.

Ode som diktens genre efter den antikke faldkultur, som fulgte ødelæggelsen af ​​det romerske rige, i lang tid glemt. Gå tilbage til det allerede i æra med genoplivning, som skyldtes ønsket om klassicisme. Men der er en forskel mellem kreative forfattere XVII-XVIII århundrede og antikken. For eksempel sang de gamle græske digtere deres oder, ofte under musikalsk og koreografisk akkompagnement. Og digterne i XVII-XVIII århundreder skrev kun og læste dem. Men som de gamle forfattere, henvendte de sig til et musikinstrument - lyre, selv om det ikke holde det i sine hænder, guderne Apollon, Zeus, men selvfølgelig ikke tro på deres eksistens. Således var renæssance digterne på mange måder imitatorer. Derudover var der i de gamle græske digters oder mange flere følelser og indtryk. Glorificere vinderne, de glemte ikke at rose deres medborgere og forfædre. Dette var ikke nok for russiske og europæiske forfattere od.

Den entusiasme, de udtrykte var oftestkunstig. Således kan vi sige, at for eksempel er odom Lomonosov blot en efterligning af klassikerne, og ikke dens refleksion. Dette blev bemærket af digteren Dmitriev, som bespottede lignende værker i sit satire "Strange Attitude."

I renæssancen er oden oftest et vers,kaldet til at ophøje herskere eller kommandanter. Foruden Rusland har denne genre spredt sig i mange europæiske lande. Sådanne digte var normalt lange, pompøse. Dette var for eksempel "Ode af Ascension til Elisabeths Trone", skrevet af Lomonosov.

Over tid stoppede disse digte med at skriveved hjælp af kunstige elementer af konstruktion. Forsvistet meningsløse appeller til lyre og de olympiske guder. I dag er en ode ikke en tekst, satiated med højtflydende og smigrende sætninger, men et naturligt udtryk for ægte entusiasme. Selve ordet bruges nu sjældent. I stedet for "ode" diktere siger ofte "duma", "salme" eller "sang".