Socialistisk realisme
Den socialistiske realisme var kreativmetode anvendt i kunst og litteratur. Denne metode blev betragtet som et æstetisk udtryk for et bestemt begreb. Dette koncept var forbundet med perioden for kamp for opbygningen af et socialistisk samfund.
Denne kreative metode blev betragtet som den vigtigste kunstneriske retning i Sovjetunionen. Realismen i Rusland proklamerede en sand repræsentation af virkeligheden på baggrund af dens revolutionære udvikling.
Grundlæggeren af metoden i litteraturen er M. Bitter. Det var ham, der i 1934, den socialistiske realisme defineret på første kongres for sovjetiske forfattere som en form for at hævde eksistensen af en handling af skabelsen og hvis formål er i konstant udvikling af de mest værdifulde individuelle færdigheder for at sikre hans sejr over naturens kræfter for menneskets levetid og sundhed.
Realisme, hvis filosofi afspejles i sovjetlitteraturen, blev bygget i overensstemmelse med visse ideologiske principper. Ifølge konceptet var det kulturelle skikkelse, der skulle følge det præsidentielle program. Socialistiske realisme var baseret på forherligelse af det sovjetiske system af arbejdskraft entusiasme og revolutionerende konfrontation af de mennesker og lederne.
Denne kreative metode blev foreskrevet for alle kulturelle figurer på alle områder af kunst. Dette sætter kreativitet i en ret stiv ramme.
Imidlertid skabte nogle af Sovjetunionens kunstnereoriginale og levende værker, der har universel betydning. Kun for nylig blev anerkendt værdien af en række kunstnere, socialistiske realister (Plastov, for eksempel, der skrev scener fra landsbyens liv).
Litteratur på det tidspunkt var et instrumentfest ideologi. Forfatteren selv blev betragtet som "ingeniør af menneskelige sjæle". Ved hjælp af hans talent måtte han påvirke læseren, være en propagandør af ideer. Forfatterens hovedopgave var læsernes uddannelse i partiets ånd og opretholdelsen af kampen for at opbygge kommunismen med ham. Subjektive aspirationer og handlinger af personlighederne til helterne af alle værker socialistisk realisme bragt i overensstemmelse med objektive historiske begivenheder.
I centrum af ethvert arbejde varstår altid kun en positiv helt. Han var en ideel kommunist, et eksempel for hele det socialistiske samfund. Hertil kommer, at helten var en progressiv mand, menneskelige tvivl var fremmede for ham.
Taler om hvilken kunst der skal havefolk, at det er på de følelser, krav og tanker hos de masser, at et kunstværk skal grundes, specificerede Lenin, at litteraturen skulle være fest. Lenin mente, at denne retning af kunst er et element i den generelle proletariske sag, en detalje af en stor mekanisme.
Gorky hævdede, at den socialistiske realismes hovedopgave er at uddanne den revolutionerende opfattelse af, hvad der sker, den tilsvarende opfattelse af verden.
For at sikre en streng overholdelse af metodenoprettelsen af malerier, sammensætningen af prosa og poesi mv. skulle underordnes eksponering af kapitalistiske forbrydelser. Samtidig var hvert arbejde at rose socialismen, inspirerende seere og læsere til den revolutionære kamp.
Metoden for socialistisk realisme dækkede absolut alle kunstområder: arkitektur og musik, skulptur og maleri, film og litteratur, drama. Denne metode hævdede en række principper.
Det første princip - nationaliteten - var manifesteret i det faktum, at helterne i værkerne nødvendigvis skulle komme fra folket. Først og fremmest er det arbejdere og bønder.
Værkerne skulle indeholde en beskrivelse af de heroiske gerninger, den revolutionære kamp, opbygningen af en lys fremtid.
Et andet princip var konkrethed. Det blev udtrykt i den kendsgerning, at virkeligheden var en proces med historisk udvikling, der svarede til materialismens doktrin.
